Havreboller

Glutenfri havrebollerJeg har op til flere gange forsøgt at bage boller med naturlig glutenfrit mel, men jeg synes ikke at det bliver ligeså godt, som når jeg bruger en glutenfri melblanding, og derfor bruger jeg altid en glutenfri melblanding når jeg skal lave brød/boller. Hvis det skal gå hurtigt bliver melblandingen som den er, men jeg har også haft stor succes med at blande andre ingredienser i dejen. Jeg synes at der er mange forskellige mærker der alle sammen giver rigtig gode resultater, og til disse boller har jeg benyttet havrebrødsmixen fra Finax og suppleret deres basisopskrift fra pakken med lidt andre ingredienser for at gøre bollerne lidt mere spændende. Jeg synes at bollerne fungerer rigtig fint både til morgenbordet i weekenden, men også til fx sandwich hvor man jo kan være rigtig kreativ med selve sandwichfyldet.

Antal boller: 12-14

Ingredienser

  • 1 pakke havrebrødsmix (900g)
  • 1 dl blandede kerner/frø (jeg brugte solsikkekerne og hørfrø)
  • 1 stor eller 1½ reven gullerod
  • 8 dl vand

Fremgangsmåde

Bland alle ingredienserne sammen i en røremaskine (jeg bruger k-spaden), og lad maskinen stå i minimum 5 min – gerne lidt længere tid, da dejen skal bruge tid på at samle sig og blive fast. Form bollerne og stil dem på en bageplade beklædt med bagepapir og lad dem hæve et lunt sted tildækket af et viskestykke i 30-40 min.

Tip: Jeg bruger altid en is-ske til at forme bollerne og dypper denne i vand for hver bolle der sættes på bagepladen.

Havrebrødsboller penslet med yoghurt

Når bollerne har hævet pensles de med yoghurt (æg eller vand kan også bruges) og bages i midten af en forvarmet ovn ved 250º i 5 min, hvorefter der skrues ned til 200º og bollerne bages i yderligere 15 min.

Servér boller når de har kølet lidt af eller frys dem ned.

Havrebrødsboller

Fryses bollerne ned (det gør jeg altid med størstedelen), kan de enten lægges direkte i forvarmet ovn på 180º og bages i 12 min eller optøs og lunes i 8 min. De kan godt blive lidt hårde, hvis de ikke optøs inden, men smager fortsat lige godt 🙂

Continue Reading

Vikingegryde

GryderetHos de fleste personer går man aldrig galt i byen med en gryderet, og specielt denne ret er en sikker vinder, uanset om det er til hverdag eller som gæstemad. Retten skal helst simre i 30 min og tager også lidt tid at forberede, men fordelen er at den kan tilberedes i god tid og man er sikker på at alle bliver mætte og meget velfornøjet! 🙂

Antal personer: 4

Ingredienser:

  • 1 svinemørbrad (ca 500 g) afpudset og skåret i stykker af 3*3 cm  (eller svinekød i tern)
  • 1 spsk. karry
  • 1 stort løg
  • 2 fed hvidløg
  • 3 ds tomatpure (350 g)
  • 3 tsk. paprika
  • ½ tsk. cayennepeber
  • 2 tsk. allroundkrydderi
  • 1 svinebouillon
  • 1 pakke bacon i tern
  • 2,5 dl creme fraiche (18 %)
  • ¼ l fløde (eller madlavningsfløde)
  • 3-5 dl vand (tilsæt ikke det hele på én gang)
  • 1 pakke cocktailpølser (tilsættes når der er 5 min til servering)

Smag til med salt og peber

Fremgangsmåde

Brun kødet i smør sammen med karry, og tilføj herefter løg og hvidløg og lad dem blive klare samtidig med at kødet gennemsteges. Tilsæt tomatpuréen som brændes lidt af, hvorefter de øvrige ingredienser tilsættes retten (husk at holde igen med vandet og at cocktailpølserne først tilsættes helt til sidst. Varm retten op og lad den simre i 30 min, hvorefter cocktailpølserne tilsættes, retten smages til med salt og peber, og det sidste vand tilføjes, hvis sovsen er for tyk.

Servér vikingegryden med ris eller pommes frites.

Vikingegryde

Tip:  Tilføj evt. også champignon, som steges på en pande forinden og tilsættes samtidig med cocktailpølserne.

Tip: Jeg har altid svært ved at huske hvor meget ris og vand der skal bruges pr. person, og har derfor altid en lille lap med dette notat liggende:

Tilberedning af ris

Pr person skal der beregnes 1 dl ris og 1½ dl vand.

Fyld vand i en gryde og lad det nå kogepunktet før risene tilsættes og der lægges låg på gryden. Skru ned for varmen, så vandet blot simrer og lad det stå sådan i 12 min. Herefter trækker risene i yderligere 12 min og er herefter klar til servering.

Dvs.

2 personer = 2 dl ris og 3 dl vand

4 personer = 4 dl ris og 6 dl vand

8 personer = 8 dl ris og 1,2 l vand

Skal der laves ris til mere end 6 personer vil jeg dog altid anbefale at øge mængden lidt, og uanset hvad er det altid bedre at have en rest ris til overs end at løbe tør undervejs, da det tager noget tid at lave mere ;o)

Continue Reading

Lise’s kylling i fad

Kylling i fad

Denne ret fik jeg serveret af min gode veninde for en del år siden, og laver den med jævne mellemrum, da den smager helt fantastisk og er meget let og hurtig at lave, hvilket jeg synes er et stort plus når det kommer til hverdagsmad. Jeg har lavet nogle mindre justeringer, og det jeg specielt godt kan lide er at retten faktisk er ret stærk, men dette bliver opvejet af sødmen fra den søde chilisovs, og det virker derfor ikke for voldsomt – jeg er nemlig ikke super god til alt for stærk mad 🙂

Antal portioner: 5-6

Ingredienser:

  • 4 store kyllingebryst
  • 8 spsk. ketchup
  • 8 spsk. sød chilisovs
  • 3-4 pressede fed hvidløg
  • 4 spsk. olivenolie
  • 2 tsk. citronsaft
  • 1 tsk. sukker
  • 1 tsk. kyllingekrydderi (kan undlades)
  • 2 spsk. soyasovs

Fremgangsmåde

Del kyllingebrysterne i mindre stykker (3-4 stykker ud af et bryst) og læg dem sammen med de øvrige ingredienser i en frysepose. Sørg for at det hele er blandet godt sammen, og læg posen på køl i et par timer. Jeg plejer at lave det om morgenen, så blandingen kan ligge og trække i køleskabet hele dagen.

Indstil ovnen på 180°, og tøm posens indhold ud i et fad som stilles ind i den opvarmede ovn i 25-30 min.

Serveres med fx ris eller ovnkartofler.

Kylling

Continue Reading

Gulerodskage med frosting

Gulerodskage med frosting

Denne kage kan laves enten med gulerødder, græskar eller squash, og er derfor ideel hvis man har en rest der ellers bare skulle smides ud 🙂

Antal personer: 8

Ingredienser

Kage:

  • 300 g groftrevet gulerødder, græskar eller squash
  • 200 g glutenfrit mel (rød finax)
  • 1 ½ tsk. bagepulver
  • ½ tsk. salt
  • 250 g brun farin eller rørsukker
  • 3 tsk. stødt kanel
  • 1 tsk. stødt kardemomme
  • 100 g hakkede hassel- eller valnødder
  • 1 ½ dl smagsneutral olie (fx solsikkeolie)
  • 2 dl vand

Frosting:

  • 200 g neutral smørost (jeg brugte bare den billigste fra Lidl)
  • 1 dl flormelis
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 2 tsk. citronsaft
  • 1 tsk. citronskal (riv evt. lidt ekstra som drysses på som pynt inden servering)

Fremgangsmåde

Kage: Bland ingredienserne til gulerodskagen i den nævnte rækkefølge, og beklæd bunden af en springform med bagepapir (smør evt. siderne med olie el. smør). Fordel dejen i formen og bag kagen midt i ovnen ved 180º i 45 – 50 min. Stik evt. i kagen med en strikkepind for at tjekke at kagen er gennembagt. Lad kagen køle helt af inden frostingen fordels over kagen.

Frosting: Imens at kagen bager i ovnen kan man lave frosting, hvor alle ingredienserne blot skal røres sammen. Jeg synes den bliver bedst af at komme tilbage på køl inden den til slut fordels over kagen. Pynt evt. med revet citronskal.

Græskarkage med flødeost

Continue Reading

Polenta fritter med krydderdip

Polenta fritter

Antal personer: 4
Ingredienser

Fritter:

  • 250 g polenta (majsgryn)
  • 1,25 liter vand
  • 1 tsk. salt
  • 4 spsk. olivenolie
  • 1 spsk. flagesalt
  • ½ spsk. rosmarin
  • ½ spsk. timian

Dip:

  • 2½ dl creme fraiche
  • 4 tsk. mayonnaise (fx Hellmann’s)
  • ½ tsk. sukker
  • ½ tsk. flagesalt
  • ½ tsk. rosmarin + timian + estragon
  • ½ tsk. hvidløgspulver

Fremgangsmåde

Bring vandet i kog, skru ned og tilsæt polenta og salt under omrøring så det ikke klumper. Massen skal småkoge/simre i 5-7 min. og det kan være nødvendigt at tilsætte mere vand (ca 2½ dl). Lad massen køle lidt af og hæld den i en beholder beklædt med bagepapir. Sørg for at massen er jævn, og dæk den med et stykke bagepapir over. Stil beholderen på køl i minimum et par timer. Vend herefter beholderen på hovedet og lad den faste masse falde ud, og skær stave ud af massen – jeg synes de bliver bedst hvis de i omkredsen ikke bliver meget større end ca. 1 cm. Lav nu en marinade ud af olivenolie, flagesalt, rosmarin og timian og pensle fritterne. Fritterne skal have ca. 30 min ved 230º – de skal blive flotte gyldne, så vend dem gerne efter 15 min.

 

Polenta fritter

Imens fritter er i ovnen kan dippen tilberedes ved blot at blande alle ingredienserne i en skål.

Tip: Fritterne mætter mere end man skulle tro, og bliv derfor ikke bekymret, hvis mængden ikke virker så stor 🙂

Continue Reading

Kartoffelsalat

Kartoffelsalat

Antal portioner: 6

Ingredienser

  • 1,5 kg små kogte kartofler
  • 5 dl creme fraiche (18%)
  • 2 spsk. revet løg
  • 3 tsk groft salt
  • ½ tsk hvid peber
  • 1 ½ tsk sennep
  • 1 tsk eddike eller lage fra fx syltede agurker
  • 1 tsk citronsaft
  • 5 tsk klippet purløg (gem 2 tsk til pynt).

Fremgangsmåde

Til denne kartoffelsalat brugte jeg små nye kartofler, og skyllede dem derfor blot inden de blev kogt, og der var derfor lidt skræl på som blot giver lidt sprødhed til salaten. Pas på at kartoflerne ikke bliver kogt for møre, da de så falder fra hinanden i dressingen!

Når kartoflerne er kogt kan de med fordel overhældes med koldt vand, og når de er kølet helt af skæres de i kvarte stykker. Bland imens de øvrige ingredienser sammen og smag dressingen til, hvorefter kartoflerne forsigtigt vendes i og der pyntes med resten af det klippede purløg. Lad kartoffelsalaten stå på køl indtil ca. 15 min før servering.

Tip: Pynt evt. med tomater skåret i både.

Continue Reading

Min bedste chokoladekage

Chokoladekage

Antal personer: 8

Ingredienser

Kage:

  • 1 dl sukker
  • 3 dl glutenfrit mel (fx rød finax eller schär melmix B)
  • 3 spsk kakao
  • 1 tsk natron
  • 2 dl vand
  • ½ dl smagsneutral olie (solsikke)
  • 1 tsk vaniljeessens (eller sukker/ekstrakt)
  • 1 tsk eddike

Chokoladeglasur:

  • 100 g blødt smør
  • 2 spsk kakao
  • 2 dl flormelis
  • 2 spsk mælk
  • 1 spsk citronsaft

Fremgangsmåde

Kage: Bland alle de tørre ingredienser sammen i en skål. Bland herefter de våde ingredienser sammen og tilsæt i skålen med de tørre ingredienser. Rør hurtigt dejen sammen, og hæld den i en springform, hvor bunden er beklædt med bagepapir (smør evt. siden af formen). Bag kagen midt i ovnen i ca. 25 min ved 180º. Tjek evt. om den er færdigbagt med en strikkepind – dejen må ikke hænge ved. Lad kagen afkøle helt, fjern bagepapiret fra bunden og placér kagen på et fad.

Glasur: Rør alle ingredienserne sammen (brug evt. en håndmixer eller røremaskine) i ca. 5 min, så glasuren bliver rigtig luftig. Fordel glasuren over kagen og lav et cirkelmønster – pynt evt. med friske bær.

Chokoladekage

Stil kagen tilbage på køl, hvis den ikke skal serveres med det samme, og tag den frem igen ca. 20 min. inden servering.

Continue Reading

Broccolitærte med bacon

BroccolitærteAntal portioner: 6

Ingredienser

Tærtebund:

Til denne tærte har jeg benyttet opskriften på den grove tærtedej som findes her

Fyld:

  • ½ broccoli
  • 1 pakke bacon i tern
  • 3 æg
  • 2 dl cremefraiche (18%) eller fløde (madlavnings)
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

Broccolien skylles og skæres i små buketter som fordeles i bunden af tærten. Steg baconen og fordel denne over broccolien. Pisk æggene kraftigt til tyk skum – jeg bruger min røremaskine, og netop dette er med til at give en utrolig lækker og luftig tærte! Bland forsigtigt cremefraiche eller fløde sammen med æggeblanding. Krydrer salg og peber i til sidst og fordel æggemassen over fyldet. Bag tærten ved 200º i ca. 40 min .

Servér evt. en salat og flute ved siden af.

Tip: Skulle der være noget dej tilovers kan man lave nogle lækre små knækbrød der kan serveres til tærten. Rul blot den resterende dej ud og forskær stykkerne, drys med lidt havsalt og bag dem i ovnen i ca. 10 min – Servér med smør.

Continue Reading

Grov tærtedej

Dette er en grundopskrift på en grovere version af dej til madtærte. Med denne dej er der til et tærtefad på ca. 26 cm i diameter.

Grov tærtedej

Antal portioner: 6

Ingredienser

  • 100g grov mel (fx boghvede eller grøn finax)
  • 120g alm. mel (fx rød finax)
  • 1 æggeblomme (fordobles opskriften bruges blot et helt æg)
  • 1 dl vand eller surmælksprodukt (yoghurt eller A38)
  • ½ dl olie (jeg bruger solsikkeolie som er smagsneutral)
  • 1 tsk. salt

Fremgangsmåde

Alle ingredienserne æltes godt sammen, og dejen pakkes ind i film og stilles i køleskabet i ca. 30 min. Herefter rulles dejen ud, og kommes i tærtefadet.

Tip: Jeg synes, at det ofte kan drille en del at rulle glutenfrie deje ud, da de klistrer til kagerullen. Som en løsning på dette problem har jeg har stor succes med at rulle dejen ud i mellem to lag bagepapir

Prik dejen og forbag den i 10-15 min i en forvarmet ovn ved 200º. Fyldet kommes herefter i, og tærten bages færdig i ca. 40 min ved 200º.

Servér evt. en salat og flute ved siden af.

Tip: Skulle der være noget dej tilovers kan man lave nogle lækre små knækbrød der kan serveres til tærten. Rul blot den resterende dej ud og forskær stykkerne, drys med lidt havsalt og bag dem i ovnen i ca. 10 min – Servér med smør.

Se ideer til fyld nedenfor

Continue Reading