Denne ret fik jeg serveret af min gode veninde for en del år siden, og laver den med jævne mellemrum, da den smager helt fantastisk og er meget let og hurtig at lave, hvilket jeg synes er et stort plus når det kommer til hverdagsmad. Jeg har lavet nogle mindre justeringer, og det jeg specielt godt kan lide er at retten faktisk er ret stærk, men dette bliver opvejet af sødmen fra den søde chilisovs, og det virker derfor ikke for voldsomt – jeg er nemlig ikke super god til alt for stærk mad 🙂
Antal portioner: 5-6
Ingredienser:
- 4 store kyllingebryst
- 8 spsk. ketchup
- 8 spsk. sød chilisovs
- 3-4 pressede fed hvidløg
- 4 spsk. olivenolie
- 2 tsk. citronsaft
- 1 tsk. sukker
- 1 tsk. kyllingekrydderi (kan undlades)
- 2 spsk. soyasovs
Fremgangsmåde
Del kyllingebrysterne i mindre stykker (3-4 stykker ud af et bryst) og læg dem sammen med de øvrige ingredienser i en frysepose. Sørg for at det hele er blandet godt sammen, og læg posen på køl i et par timer. Jeg plejer at lave det om morgenen, så blandingen kan ligge og trække i køleskabet hele dagen.
Indstil ovnen på 180°, og tøm posens indhold ud i et fad som stilles ind i den opvarmede ovn i 25-30 min.
Serveres med fx ris eller ovnkartofler.