Broccolitærte med bacon

BroccolitærteAntal portioner: 6

Ingredienser

Tærtebund:

Til denne tærte har jeg benyttet opskriften på den grove tærtedej som findes her

Fyld:

  • ½ broccoli
  • 1 pakke bacon i tern
  • 3 æg
  • 2 dl cremefraiche (18%) eller fløde (madlavnings)
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

Broccolien skylles og skæres i små buketter som fordeles i bunden af tærten. Steg baconen og fordel denne over broccolien. Pisk æggene kraftigt til tyk skum – jeg bruger min røremaskine, og netop dette er med til at give en utrolig lækker og luftig tærte! Bland forsigtigt cremefraiche eller fløde sammen med æggeblanding. Krydrer salg og peber i til sidst og fordel æggemassen over fyldet. Bag tærten ved 200º i ca. 40 min .

Servér evt. en salat og flute ved siden af.

Tip: Skulle der være noget dej tilovers kan man lave nogle lækre små knækbrød der kan serveres til tærten. Rul blot den resterende dej ud og forskær stykkerne, drys med lidt havsalt og bag dem i ovnen i ca. 10 min – Servér med smør.

Continue Reading

Grov tærtedej

Dette er en grundopskrift på en grovere version af dej til madtærte. Med denne dej er der til et tærtefad på ca. 26 cm i diameter.

Grov tærtedej

Antal portioner: 6

Ingredienser

  • 100g grov mel (fx boghvede eller grøn finax)
  • 120g alm. mel (fx rød finax)
  • 1 æggeblomme (fordobles opskriften bruges blot et helt æg)
  • 1 dl vand eller surmælksprodukt (yoghurt eller A38)
  • ½ dl olie (jeg bruger solsikkeolie som er smagsneutral)
  • 1 tsk. salt

Fremgangsmåde

Alle ingredienserne æltes godt sammen, og dejen pakkes ind i film og stilles i køleskabet i ca. 30 min. Herefter rulles dejen ud, og kommes i tærtefadet.

Tip: Jeg synes, at det ofte kan drille en del at rulle glutenfrie deje ud, da de klistrer til kagerullen. Som en løsning på dette problem har jeg har stor succes med at rulle dejen ud i mellem to lag bagepapir

Prik dejen og forbag den i 10-15 min i en forvarmet ovn ved 200º. Fyldet kommes herefter i, og tærten bages færdig i ca. 40 min ved 200º.

Servér evt. en salat og flute ved siden af.

Tip: Skulle der være noget dej tilovers kan man lave nogle lækre små knækbrød der kan serveres til tærten. Rul blot den resterende dej ud og forskær stykkerne, drys med lidt havsalt og bag dem i ovnen i ca. 10 min – Servér med smør.

Se ideer til fyld nedenfor

Continue Reading

Jordbærtærte

Glutenfri jordbærtærte

En veninde havde i forbindelse med hendes fødselsdag lavet en jordbærtærte, og alle gæsterne var så imponeret, at jeg tænkte det måtte jeg gøre hende efter.

Med denne opskrift bliver der enten til et helt stort tærtefad (30 cm) plus lidt ekstra dej eller til to mellemstore tærtefade.

Antal personer: 12

Ingredienser

Mørdej:

  • 200 g smør (stuetemperatur)
  • 300 g glutenfri mel (jeg brugte rød Finax)
  • 80 g sukker
  • 1 æg

Marcipanfyld:

  • 200 g smør (stuetemperatur)
  • 150 g sukker
  • 200 g rå marcipan (reven)
  • 1 æg

Hjemmelavet vaniljecreme:

  • 4 æg
  • 4 spsk. sukker
  • 2 spsk. maizena
  • 5 dl mælk
  • 2 vaniljestænger
  • 2 dl piskefløde

Overtræk og pynt:

  • 200 g mørk chokolade
  • 750 g jordbær
  • 6 spsk. ribsgele til pensling af jordbær

Fremgangmåde:

Smuldr smørret i en skål, og tilføj de øvrige ingredienser som æltes sammen. Pak dejen ind og sæt den i køleskabet i en god halv time.

Imens laves fyldet, hvor alle ingredienserne blot røres sammen i den nævnte rækkefølge, og stilles herefter til side.

Den hjemmelavede vaniljecreme laves ved at piske æg og sukker sammen i en gryde som står på mellemvarme (gem lidt sukker til at blande sammen med vaniljekornene), hvorefter mel og mælk tilføjes sammen med vaniljestangen og vaniljekornene.

Tip: Husk at skære vaniljestangen over på langs, og skrab vaniljekornene ud og bland dem med den lille rest sukker for at kornene herved lettere opløses i cremen.

Vaniljecremen tykner når den bliver varm, men hold øje med at den ikke koger, da man så kan risikere at cremen skiller. Dæk vaniljecremen med plastfolie (det skal ligge på cremen), så der ikke dannes skind eller kondens, og stil den på køl.

Nu kan mørdejen rulles ud i mellem to lag bagepapir til ét eller to fade.

Tip: Jeg synes, at det ofte kan drille en del med glutenfrie deje som i høj grad består af smør, hvor dejen klistrer til bagepapiret. Som en løsning på dette problem har jeg har stor succes med at strø lidt kartoffelmel på begge sider af dejen flere gange imens dejen rulles ud – herved slipper den meget lettere fra papiret.

Når dejen er rullet ud lægges den i fadet (kan evt. glattes ud med lidt vand på fingrene) og fyldet fordeles ud over dejen. Tærten bages nu i ovnen i ca. 20 min ved 190° – hold øje med mørdejens farve til sidst, da den hurtigt kan blive brændt, og man vil i så fald være nødt til at skære det brændte af, da smagen ellers bliver ødelagt.

Lad kagen afkøle og pensl med chokolade som er smeltet over vandbad.

Tip: Har man mulighed for det, så bliver tærtebunden ekstra god af en tur i fryseren (blot et døgn) inden desserten endeligt færdiggøres. Derfor kan man også, hvis man får knapt så mange gæster lave fuld portion og dele desserten op til to mindre tærtefade og stille det ene fad i fryseren efter pensling med chokolade. Herved har man en UTROLIG lækker dessert næsten klar, hvis det en dag skal gå hurtigt og man stadig gerne vil imponere gæsterne. Man skal i så fald kun lave halv portion af vaniljecremen og igen halv portion når tærten tages op af fryseren (skal det gå virkelig stærk kan man til nøds lave den med færdigmix til kagecreme – men smagen bliver altså ikke tilnærmelsesvis så god som den hjemmelavede)

Når chokoladen er størknet piskes fløden til flødeskum og denne blandes i den hjemmelavede vaniljecreme, som fordeles over tærtebunden. Jordbærrene anrettes som man synes det er pænest (jeg skar dem i skiver og lagde dem som tagsten udefra og ind mod midten). Ribsgelen smeltes i en gryde og den smeltede gele pensles på jordbærrene. Man kan sagtens smelte endnu mere ribsgele og hælde det ud over jordbærrene. Jeg syntes at det til denne kage var flot kun at pensle jordbærrene, så der ikke kom ribsgele på fløde-vaniljecremen.

Her ser i det færdige resultat – og jeg kan love for at mine gæster var begejstret!

Glutenfri Jordbærtærte

 

Tip: Skulle der være en rest mørdej til overs kan denne bruges til at lave en lille portion hindbærsnitter.

Dejen rulles ud i et par mm tykkelse, enten rektangulært hvor man skærer snitterne for inden bagning eller udstikkes i en bestemt form for herefter at bages ved 190° i ca. 8 min – hold godt øje de sidste minutter, da de hurtigt kan blive brændt. Lad snitterne afkøle helt, og fyld herefter hindbærsyltetøj (jeg havde ikke noget hindbærsyltetøj, og brugte i stedet noget rabarbersyltetøj, hvilket også var virkelig godt) på den ene halvdelen af snitterne og læg den andel halvdel af snitterne på som låg.

Lav noget glasur ud af flormelis og en lille smule vand som smøres på låget og pynt evt. med krymmel.

Glutenfri hindbærsnitter

Hindbærsnitterne skal gerne spises i løbet af et lille døgns tid, da de eller bliver bløde.

Continue Reading