Hjemmelavet kærnemælkskoldskål

Hjemmelavet kærnemælkskoldskål

Hjemmelavet koldskål er for mig lig med sommer – er der ikke varmt, så har jeg ikke lyst til det. Derfor har det nu endelig været koldskåltid hjemme hos os (tror det er 2 mdr. siden sidst!), da vejret jo har været fantastisk de seneste dage.

Supermarkederne har som de fleste er bekendt med færdiglavet koldskål, og mange af disse er helt fine, men for mig slet ikke sammenlignelige med den hjemmelavede koldskål – som i øvrigt er SUPER nem at lave og det tager INGEN tid! Jeg køber derfor aldrig nogensinde de færdige, da jeg slet ikke synes de er det værd 😛

Der findes mange variationer på hjemmelavet koldskål samt tilbehør, men jeg foretrækker den helt traditionelle lavet på æg og kærnemælk med kammerjunkere til. Jeg synes det er så lækkert når den bliver fyldig og skummende – her er den en stor hjælp at have en køkkenmaskine, som virkelig har nogle kræfter bag sig – og skal derfor helst spises med det samme, da skummet lægger sig efter kort tid. Jeg anbefaler derfor ikke at lave den hjemmelavede koldskål, men det tager som nævnt virkelig heller ikke nogen tid at lave den.

Antal personer: 4

Ingredienser:

  • 3 æg
  • 3 spsk sukker
  • 2 tsk vanijlesukker
  • 1 økologisk citron
  • 1 l kærnemælk

Fremgangsmåde:

Pisk æg og sukker til en luftig masse (jeg bruger altid min køkkenmaskine for at opnå det bedste resultat) – pisk gerne i min 5 min. Tilsæt herefter vaniljesukker samt reven skal og saft fra citronen. Når dette er blandet sammen tilføjes til sidst og langsomt kærnemælken. Det er vigtigt at kærnemælken tilsættes langsomt for at bevare luften i æggemassen.

Serveres med hjemmelavede kammerjunkere.

Continue Reading

Hjemmelavede glutenfri kammerjunkere

Hjemmelavede kammerjunkere

Ingredienser:

  • 100 g smør
  • 250 g glutenfrit mel (fx rød Finax)
  • 1 tsk bagepulver
  • 60 g sukker
  • 1 vaniljestang
  • ½ dl mælk
  • 1 æg

Fremgangsmåde:

Smør og mel smuldres sammen hvorefter vaniljestangen flækkes på et skærebræt og vaniljekornene skrabes ud og blandes med lidt af sukkeret, som sammen med de øvrige ingredienser tilsættes smør/melblandingen. Tril nu dejen til stænger med en diameter på ca.  1 cm. Pak stængerne ind i husholdningsfilm og læg dem i fryseren i min. 3 timer. Tag herefter stængerne op og skær ca. 1 cm tykke skiver som fordels ud over en bagplade og bages ved 190° i 15-20 min – vend evt. kammerjunkerne efter 10 min. Lad kammerjunkerne afkøle på en rist, og opbevar dem i en tætsluttende dåse ved stuetemperatur.

Tip: Jeg plejer kun at tage den mængde stænger op af fryseren som jeg skal bruge, og lader resten ligge til senere brug for at forlænge kammerjunkernes holdbarhed – og friskhed.

Bruges som tilbehør til hjemmelavet kærnemælkskoldskål

Continue Reading

Fransk jordbærkage

Fransk jordbærkageDenne lækre og overdådige kage lavede jeg sidste år til min fødselsdag. Det er en kage der virkelig imponerer gæsterne – både af udseende, men bestemt også pga. smagen. Det tager noget tid at lave kagen, men det færdige resultat er al tiden værd!

Kagen er SÅ smagfuld og lækker, men også mægtig, hvorfor det passer perfekt med jordbærrene, som løfter lidt af det tunge i kagen! :o) Kagen indeholder ikke glutenfrit mel, da kagen er naturlig glutenfri!

Antal personer: 8-10

Ingredienser

  • 15 jordbær (skæres i halve på langs)

Mandelbund:

  • 100 g. sukker
  • 100 g. mandelmel (smuttede mandler)
  • 2 æggehvider

Hindbær fromage:

  • 300g frosne hindbær
  • 4spsk sukker
  • 1 vaniljestang
  • 3 blade husblas
  • 200g flødeost neutral (ikke fedtfattig)
  • ½ l piskefløde

Hvid chokoladecreme:

  • 200 g. hvid chokolade (gerne Toblerone)
  • ½  l. piskefløde

Chokoladespejl:

  • 1½ dl vand
  • 60 g kakao (usødet, til bagning)
  • 120 g fløde
  • 180 g sukker
  • 4 blade husblas, udblødt i koldt vand

Fremgangsmåde

Start med at lave mandelbunden, hvor 80 g sukker og mandelmelet (noget af melet må gerne være lidt grofthakket) røres let sammen i en skål og stilles til side. Herefter piskes æggehviderne stive med resten af sukkeret (20 g) og vendes forsigtig massen sammen med mandelmelet. Brug evt. en stor metalske eller lignende til at blande.  Når mandelmassen er rørt sammen, hældes den forsigtig i en springform (24cm) som er beklædt med bagepapir. Bag mandelbunden ved 175º nederst i ovnen i ca. 35 minutter. Hold godt øje med mandelbunden og læg et stykke bagepapir over hvis den bliver for gylden.

Når mandelbunden har kølet helt af, løftes den af springformen og places på det fad hvorpå kagen skal serveres, og der placeres en kagering med kageplast rundt om, så kagen kan bygges op.

Tip: Jeg havde hverken kagering eller kageplast, da jeg lavede denne kage, men det er meget lettere at arbejde med såfremt man har dette – som alternativ kan man bruge ringen fra springformen (lad evt. mandelbunden blive siddende på bunden i springformen), som beklædes med bagepapir – denne løsning er ikke ideel, men kan fungere.

Herefter halverer man jordbærrene på langs og placerer dem i en rundkreds med ydersiden ind mod kagen ovenpå mandelbunden.

Jeg havde til denne kage valgt at bruge en hindbærfromage som første lag i kagen, men man kan naturligvis bruge lige den man selv synes bedst om.

Lav evt. mandelbund, hindbærfromage og den hvide chokoladecreme dagen/aftenen forinden, da den skal stå på køl i minimum 4 timer.

Først lægges husblassen i iskoldt vand i ca. 15 min. Hindbærrene lægges i en gryde og koges sammen med sukker, indholdet fra vaniljestangen og de tomme stænger.

Tip: Jeg har engang fået det råd, at man tager lidt sukker og blander sammen med vaniljekornene inden de tilføjes til opskriften for at de bedre opløses med de øvrige ingredienser, og gør derfor altid dette – om det har nogen indflydelse i forhold til denne dessert tvivler jeg på ;o)

Hindbærmassen bringes i kog i 2-3 min, hvorefter gryden tages af varmen og de bløde husblasplader tilføjes et ad gangen – sørg for at pladen er helt opløst inden det næste kommes i. Lad nu hindbærmassen køle af i køleskabet.

Kom den afkølede hindbærmasse og flødeost i en skål og pisk til det skummer let. Pisk piskefløden til flødeskum og vend den forsigtigt sammen med hindbærblandingen.

Hindbærfromagen fordeles over jordbærrene og en den afkølede mandelbund, så den er så glat som muligt – tjek at der ikke er hindbærfromage op langs siderne over fromagen og skrab eventuelle rester af. Stil nu kagen på køl i min. 4 timer eller til dagen efter.

Den hvide chokoladecreme kan også med fordel laves dagen forinden, da den også skal stå på køl i en boks i minimum 4 timer.

Hak chokoladen i mindre stykker og smelt stykkerne i piskefløden over lav varme. Rør konstant og hold øje med at det ikke koger. Når chokoladen er smeltet i piskefløden hældes cremen op i en ren skål. Når chokoladeblandingen er kølet lidt af lægges et stykke film helt ned til overfladen af cremen og lidt op ad siderne af skålen, så der ikke dannes kondensvand. Stil skålen i køleskabet i minimum 4 timer (den skal være HELT kold inden piskning), men gerne over natten.  Når kagen har stået på køl længe nok tages den og skålen med chokoladecreme ud af køleskabet. Fjern filmen fra skålen – der vil være en skorpe af chokolade på overfladen, som dog forsvinder når cremen piskes. Pisk indtil cremen begynder at blive tyk (pisk evt. de sidste par omgange i hånden, da cremen hurtigt kan blive for tyk og dermed grynet og ikke brugbar), og fordel nu cremen over hindbærfromagen – tjek igen at der ikke er chokoladecreme op langs siderne over cremen og skrab eventuelle rester af. Stil kagen tilbage på køl imens chokoladespejlet forberedes.

Læg husblassen i iskoldt vand i ca. 15 min. Imens blades vand, kakao, fløde og sukker i en gryde og varmes op til kogepunktet under omrøring. Lad blandingen simre i 5 minutter, hvorefter det tages af varmen og køler lidt af i 10 minutter, hvorefter husblassen røres i. Lad chokoladeblandingen stå fremme og rør i den med jævne mellemrum. Så snart den er på de 35º, skal den hældes over kagen, så den dækker mellem ½-1 cm i højden. Pyt evt. med overskydende jordbær eller andet frugt.

Tip: Chokoladeblandingen skal lægge sig som en helt glat og glansfuld overflade, og det er derfor meget vigtigt at den ikke er mere end 35º, da den eller vil kunne opløse noget af den hvide chokoladecreme som vil smelte og ødelægge det flotte spejl. Kagen kan herefter stilles tilbage på køl indtil den skal serveres – tag den gerne ud af køleskabet 15 inden servering.

Continue Reading

Kartoffelsalat

Kartoffelsalat

Antal portioner: 6

Ingredienser

  • 1,5 kg små kogte kartofler
  • 5 dl creme fraiche (18%)
  • 2 spsk. revet løg
  • 3 tsk groft salt
  • ½ tsk hvid peber
  • 1 ½ tsk sennep
  • 1 tsk eddike eller lage fra fx syltede agurker
  • 1 tsk citronsaft
  • 5 tsk klippet purløg (gem 2 tsk til pynt).

Fremgangsmåde

Til denne kartoffelsalat brugte jeg små nye kartofler, og skyllede dem derfor blot inden de blev kogt, og der var derfor lidt skræl på som blot giver lidt sprødhed til salaten. Pas på at kartoflerne ikke bliver kogt for møre, da de så falder fra hinanden i dressingen!

Når kartoflerne er kogt kan de med fordel overhældes med koldt vand, og når de er kølet helt af skæres de i kvarte stykker. Bland imens de øvrige ingredienser sammen og smag dressingen til, hvorefter kartoflerne forsigtigt vendes i og der pyntes med resten af det klippede purløg. Lad kartoffelsalaten stå på køl indtil ca. 15 min før servering.

Tip: Pynt evt. med tomater skåret i både.

Continue Reading

Jordbærtærte

Glutenfri jordbærtærte

En veninde havde i forbindelse med hendes fødselsdag lavet en jordbærtærte, og alle gæsterne var så imponeret, at jeg tænkte det måtte jeg gøre hende efter.

Med denne opskrift bliver der enten til et helt stort tærtefad (30 cm) plus lidt ekstra dej eller til to mellemstore tærtefade.

Antal personer: 12

Ingredienser

Mørdej:

  • 200 g smør (stuetemperatur)
  • 300 g glutenfri mel (jeg brugte rød Finax)
  • 80 g sukker
  • 1 æg

Marcipanfyld:

  • 200 g smør (stuetemperatur)
  • 150 g sukker
  • 200 g rå marcipan (reven)
  • 1 æg

Hjemmelavet vaniljecreme:

  • 4 æg
  • 4 spsk. sukker
  • 2 spsk. maizena
  • 5 dl mælk
  • 2 vaniljestænger
  • 2 dl piskefløde

Overtræk og pynt:

  • 200 g mørk chokolade
  • 750 g jordbær
  • 6 spsk. ribsgele til pensling af jordbær

Fremgangmåde:

Smuldr smørret i en skål, og tilføj de øvrige ingredienser som æltes sammen. Pak dejen ind og sæt den i køleskabet i en god halv time.

Imens laves fyldet, hvor alle ingredienserne blot røres sammen i den nævnte rækkefølge, og stilles herefter til side.

Den hjemmelavede vaniljecreme laves ved at piske æg og sukker sammen i en gryde som står på mellemvarme (gem lidt sukker til at blande sammen med vaniljekornene), hvorefter mel og mælk tilføjes sammen med vaniljestangen og vaniljekornene.

Tip: Husk at skære vaniljestangen over på langs, og skrab vaniljekornene ud og bland dem med den lille rest sukker for at kornene herved lettere opløses i cremen.

Vaniljecremen tykner når den bliver varm, men hold øje med at den ikke koger, da man så kan risikere at cremen skiller. Dæk vaniljecremen med plastfolie (det skal ligge på cremen), så der ikke dannes skind eller kondens, og stil den på køl.

Nu kan mørdejen rulles ud i mellem to lag bagepapir til ét eller to fade.

Tip: Jeg synes, at det ofte kan drille en del med glutenfrie deje som i høj grad består af smør, hvor dejen klistrer til bagepapiret. Som en løsning på dette problem har jeg har stor succes med at strø lidt kartoffelmel på begge sider af dejen flere gange imens dejen rulles ud – herved slipper den meget lettere fra papiret.

Når dejen er rullet ud lægges den i fadet (kan evt. glattes ud med lidt vand på fingrene) og fyldet fordeles ud over dejen. Tærten bages nu i ovnen i ca. 20 min ved 190° – hold øje med mørdejens farve til sidst, da den hurtigt kan blive brændt, og man vil i så fald være nødt til at skære det brændte af, da smagen ellers bliver ødelagt.

Lad kagen afkøle og pensl med chokolade som er smeltet over vandbad.

Tip: Har man mulighed for det, så bliver tærtebunden ekstra god af en tur i fryseren (blot et døgn) inden desserten endeligt færdiggøres. Derfor kan man også, hvis man får knapt så mange gæster lave fuld portion og dele desserten op til to mindre tærtefade og stille det ene fad i fryseren efter pensling med chokolade. Herved har man en UTROLIG lækker dessert næsten klar, hvis det en dag skal gå hurtigt og man stadig gerne vil imponere gæsterne. Man skal i så fald kun lave halv portion af vaniljecremen og igen halv portion når tærten tages op af fryseren (skal det gå virkelig stærk kan man til nøds lave den med færdigmix til kagecreme – men smagen bliver altså ikke tilnærmelsesvis så god som den hjemmelavede)

Når chokoladen er størknet piskes fløden til flødeskum og denne blandes i den hjemmelavede vaniljecreme, som fordeles over tærtebunden. Jordbærrene anrettes som man synes det er pænest (jeg skar dem i skiver og lagde dem som tagsten udefra og ind mod midten). Ribsgelen smeltes i en gryde og den smeltede gele pensles på jordbærrene. Man kan sagtens smelte endnu mere ribsgele og hælde det ud over jordbærrene. Jeg syntes at det til denne kage var flot kun at pensle jordbærrene, så der ikke kom ribsgele på fløde-vaniljecremen.

Her ser i det færdige resultat – og jeg kan love for at mine gæster var begejstret!

Glutenfri Jordbærtærte

 

Tip: Skulle der være en rest mørdej til overs kan denne bruges til at lave en lille portion hindbærsnitter.

Dejen rulles ud i et par mm tykkelse, enten rektangulært hvor man skærer snitterne for inden bagning eller udstikkes i en bestemt form for herefter at bages ved 190° i ca. 8 min – hold godt øje de sidste minutter, da de hurtigt kan blive brændt. Lad snitterne afkøle helt, og fyld herefter hindbærsyltetøj (jeg havde ikke noget hindbærsyltetøj, og brugte i stedet noget rabarbersyltetøj, hvilket også var virkelig godt) på den ene halvdelen af snitterne og læg den andel halvdel af snitterne på som låg.

Lav noget glasur ud af flormelis og en lille smule vand som smøres på låget og pynt evt. med krymmel.

Glutenfri hindbærsnitter

Hindbærsnitterne skal gerne spises i løbet af et lille døgns tid, da de eller bliver bløde.

Continue Reading