Græskarsuppe med chili og citron

Græskarsuppe

Denne græskarsuppe kan både serveres som et måltid i sig selv eller som forret.

Suppen har en kraftfuld smag dog uden at være for stærk, da den stærke smag opvejes af den friske citron, og jeg synes at suppen er specielt passende til de koldere dage, og er derfor helt perfekt for den kommende tid vi går i møde.

Antal personer: 4 (serveres suppen som forret er der til 6-8 pers.)

Ingredienser:

Suppe:

  • 1 kg græskar i tern (hokaido)
  • 2-3 grofthakkede løg
  • 2 fed pressede hvidløg
  • 1 spsk. revet ingefær
  • 1-2 hakkede røde chilier (fjern evt. kerner)
  • 1-2 tsk. spidskommen
  • 2 spsk. olivenolie
  • 8-10 dl grøntsags bouillon
  • 2 laurbærblade
  • 1 økologisk citron
  • salt og peber

Pynt:

  • Cremefraiche (min 18 %) eller græsk yoghurt
  • Basilikum
  • Olivenolie

Fremgangsmåde:

Sautér græskar, løg, hvidløg, ingefær, chili og spidskommen i olien under omrøring i 3-4 min. Tilsæt grøntsags bouillon (hold igen med de sidste 2 dl) og laurbærblade og lad retten simre under låg indtil græskarkødet er mørt – ca. 20-30 min. Når græskarkødet er kogt mørt tages laurbærbladene op og suppen blendes (jeg bruger en stavblender direkte i gryden) indtil en jævn konsistens er opnået. Herefter tilsættes reven skal fra citronen og halvdelen af saften. Hvis suppen er for tyk tilsættes resten af bouillonen.

Smag til med salt og peber.

Anret suppen med en klat fed cremefraiche, basilikum og en sjat oliven olie.

Har man en glutenfri flute eller bolle er denne også skøn at servere til suppen.

Continue Reading

Hjemmelavet chilimayo

Chilimayo færdigDenne opskrift på hjemmelavet chilimayo er egentlig lidt en snyde opskrift, da selve mayonnaisen ikke laves fra bunden (er man rigtig overskudsagtig kan man jo lave den fra bunden – har faktisk hørt at det skulle være super nemt) – men dette er i hvert fald en super simpel og hurtigt måde at lave en rigtig lækker dyppelse på – den hjemmelavede mayonnaise må jeg forsøge mig med en anden dag 🙂

Mængde: en ramekin – ca 1 ½ dl

Ingredienser:

  • 5 spsk mayonaise (fx Hellmann’s)
  • 1 tsk chilisauce
  • 1 tsk sukker
  • 1 tsk havsalt

Fremgangmåde:

Bland alle ingredienserne sammen i en skål og smag eventuelt til hvis den skal være stærkere eller mere salt.

Chilimayo

Chilimayoen kan anvendes som dip til fx polentafritter

Continue Reading

Lise’s kylling i fad

Kylling i fad

Denne ret fik jeg serveret af min gode veninde for en del år siden, og laver den med jævne mellemrum, da den smager helt fantastisk og er meget let og hurtig at lave, hvilket jeg synes er et stort plus når det kommer til hverdagsmad. Jeg har lavet nogle mindre justeringer, og det jeg specielt godt kan lide er at retten faktisk er ret stærk, men dette bliver opvejet af sødmen fra den søde chilisovs, og det virker derfor ikke for voldsomt – jeg er nemlig ikke super god til alt for stærk mad 🙂

Antal portioner: 5-6

Ingredienser:

  • 4 store kyllingebryst
  • 8 spsk. ketchup
  • 8 spsk. sød chilisovs
  • 3-4 pressede fed hvidløg
  • 4 spsk. olivenolie
  • 2 tsk. citronsaft
  • 1 tsk. sukker
  • 1 tsk. kyllingekrydderi (kan undlades)
  • 2 spsk. soyasovs

Fremgangsmåde

Del kyllingebrysterne i mindre stykker (3-4 stykker ud af et bryst) og læg dem sammen med de øvrige ingredienser i en frysepose. Sørg for at det hele er blandet godt sammen, og læg posen på køl i et par timer. Jeg plejer at lave det om morgenen, så blandingen kan ligge og trække i køleskabet hele dagen.

Indstil ovnen på 180°, og tøm posens indhold ud i et fad som stilles ind i den opvarmede ovn i 25-30 min.

Serveres med fx ris eller ovnkartofler.

Kylling

Continue Reading